Nye nationalidentiteter
Zuheir Mohsen erklærede i 1977 at man havde opfundet ‘det palæstinensiske folk’ for at styrke forbindelsen til andre arabere, libanesere og syrere.
Mohsen, som var leder af en terroristisk gren af PLO, sagde til den hollandske avis, Trouw, at det palæstinensiske folk ikke eksisterede.
Han sagde videre: Når vi taler om eksistensen af et palæstinensisk folk, er det af politiske og taktiske årsager, fordi det er i vores nationale arabiske interesse, at vi opstiller eksistensen af et særskilt ’palæstinensisk folk’ som modtræk mod zionismen. Der er ingen forskel på jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Det palæstinensiske folk eksisterer ikke.
Palæstinenserne er altså et arabisk folk der lever i Mellemøsten, men de er ikke en del af det som den tidligere ægyptiske præsident, Gamal Abdel Nasser, formulerede som ‘panarabiske’ folkeslag, som var en ide om, at alle arabere – uanset om de boede i Marokko, Syrien, Irak eller Yemen – udgjorde ét samlet folk med fælles sprog, kultur og historiske rødder.
Palæstinenserne var — ifølge terroristen Mohsen — et folk med en særlig national identitet, selvom de ifølge Mohsen egentlig bestod af jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Man konstruerede blot et ‘folk’ primært af taktiske årsager, for at kunne sige, at man var et folk i konflikt med zionisterne — jøderne, der holdt fast i staten Israel.
Flaget
Man konstruerede endda i al hast et flag ud af det jordanske flag ved at fjerne den 7‑takkede stjerne og vupti, havde man et flag til det palæstinensiske ‘folk’.
Den nødvendige nationalfølelse
En national identitet fungerer som social lim, så den er helt nødvendig for at opretholde en nationalstat.
- Den skaber samhørighed på tværs af forskellige klasser, regioner og etniciteter.
- Den giver en befolkning en fælles fortælling om fortiden og et fælles mål for fremtiden.
- Den bruges politisk til at legitimere en stat eller et selvstændigt territorium.
- Den kan mobilisere befolkningen i kriser eller konflikter, fordi folk føler, de forsvarer “noget fælles”.
- Den giver individer en følelse af tilhørsforhold og identitet, der rækker ud over familien eller stammen.
Kort sagt: Uden en national identitet risikerer man, at staten ses som kunstig, og at befolkningen splittes i konkurrerende grupper.
Hvordan man skaber en national identitet
National identitet er som regel en kombination af bevidst politik og organisk udvikling:
- Fælles sprog og uddannelse – man fremhæver et standardsprog, og skolesystemet lærer børn samme historie og symboler.
- Myter og historie – man udvælger begivenheder (revolutioner, krige, helte) og skaber et nationalt narrativ.
- Symboler – flag, nationalsange, helligdage, monumenter, fælles sportspræstationer.
- Institutioner – en stat med love, hæren, fælles økonomi og medier binder folk sammen.
- “De andre” – ofte defineres en nation i kontrast til naboer eller en fælles fjende.
Ikke første gang
Når man hører historien tænker man umiddelbart, at det må være et helt særligt tilfælde — dette med at en leder af en militant bevægelse etablerer en særlig identitet, et folk der dybest set består af en række andre nationaliteter.
Det viser sig bestemt ikke at være første gang man har set det i historien. Beder man AI (ChatGPT) om at opstille en liste, får man at vide, at nordmakedonere, sydsudanere, belgiere, østtimoresere og bangladeshere er opstået som folk på lignende måder.
Uden stat
Det er ind i mellem svært at vide hvad der er op og ned i fortællingen om palæstinenserne. Spørger man Wikipedia finder man en lang artikel der fortæller, at…
Palæstinenserne er et arabisk-talende folk med rødder i Palæstina, globalt anslået til 10–11 millioner mennesker, hvoraf mange er statsløse. Betegnelsen blev først brugt i nationalistisk betydning omkring Første Verdenskrig, og i dag repræsenteres folket via bl.a. PLO og Det Palæstinensiske Selvstyre.
Ikke et gammelt folk?
Hvis filistrene forsvandt som folk fordi de blev udryddet 600 år før vores tidsregning, så har folket i hvert fald ikke noget at gøre med gruppen vi i dag kalder palæstinenserne? Og hvornår blev den så etableret, set første gang? Hvornår fik den et navn, så at sige?
Der er klart nogle forskellige bud på dette.
Et af disse bud blev formuleret med denne artikels indledende ord — af en af PLO’s ledende skikkelser, Zuheir Mohsen, i 1977. Mohsen var leder af en fraktion af PLO der som bekendt betjente sig af terrorisme som politisk ‘værktøj’. Så selvom han ikke var kendt for personligt at have udført terrorhandlinger, så var han organisatoren bag terrorhandlinger. Kort fortalt: Zuheir Mohsen var terrorist, og han blev et par år senere dræbt af israelske agenter.
Palæstinensere blev opfundet
Han fortæller altså, at det palæstinensiske folk blev opfundet til lejligheden, for at etablere en fælles identitet til det blandede folkefærd af jordanere, syrere og libanesere. Den nye, opfundne identitet skulle styrke kampen mod Israel og jøderne.
Debattøren Asger Aamund har begået en klog artikel om det palæstinensiske folk.
