Om

Jeg hed­der Jes­per Bæk­gaard, ikke Jes­per Katu­ba. Det sid­ste er vel en slags pen-name, pseu­do­nym, nom de plu­me osv. Se også mine over­vej­el­ser ift. blog­nav­net.

Jeg er født 1956, og især 1970’erne var mit årti, mine for­ma­ti­ve år. Jeg var 12 under ung­doms­op­rø­ret i 1968, 13 da por­no­en blev fri­gi­vet og men­ne­sket gik på Månen. Det var også i 1969 jeg fik mit før­ste kys og min før­ste kære­ste. Jeg var 15 da Chri­sti­a­nia blev besat, 16 da Dan­mark kom i EF i 1972. Året efter kom den fri abort. I 1979 over­tog præ­ster­ne i Iran mag­ten, sam­me år var jeg på ferie i Isra­el, og spæn­din­ger­ne kun­ne klart mær­kes, men det var måske nor­mal­si­tu­a­tio­nen i Isra­el i 1979, og ikke kun pga. mul­la­her­ne i Iran. Water­ga­te var i 70’erne, That­cher kom til i 70’erne, Viet­nam­kri­gen slut­te­de i 70’erne, årti­et hvor Chi­les demo­kra­tisk valg­te, soci­a­li­sti­ske rege­ring blev styr­tet af mili­tæ­ret. I 70’erne i Cam­bo­dia slog Khmer Rou­ge og Pol Pot 2 mil­li­o­ner ihjel i soci­a­lis­mens navn. Franz Beck­en­bau­er var det sto­re idol i tysk fod­bold i 70’erne, Jeg var 18 da ABBA vandt med Water­loo i 1974 og domi­ne­re­de euro­pæ­isk pop­mu­sik i resten af årti­et, Björn Borgs stor­heds­tid var i 1970’erne, Anker Jør­gen­sen kom til 70’erne, og arbejds­løs­he­den og øko­no­mi­en hav­de det jo elen­digt i 70’erne efter at han kom til. Histo­ri­eskriv­nin­gen har med ret­te ikke være ven­lig ved Anker Jør­gen­sens over­for­brugs­po­li­tik. Jeg var rød, for­di man skul­le være rød i 70’erne og det ene­ste jeg vid­ste om den anden fløj var, at de var onde og egoi­sti­ske. Mine for­æl­dre var nok mest soci­al­de­mo­kra­ter, men der blev ikke snak­ket meget poli­tik i mit barn­doms­hjem. Eller reli­gion, for den sags skyld, selv­om beg­ge mine for­æl­dre hav­de baptistbaggrund.

Jeg er den dag i dag tak­nem­lig for, at mine for­æl­dre gjor­de en dyd ud af at skå­ne min bror og mig for nogen form for reli­gi­øs opdra­gel­se. Vi fik ind­po­det anstæn­dig­hed, en ordent­lig moral og næstekær­lig­hed — blot ikke de reli­gi­øse varianter.

Det pas­ser mig rig­tigt godt, at vi blev opdra­get til selv at tage ansvar for hvor­dan vi opfør­te os — og at det ikke bare var for­di en gud siger at man skal opfø­re sig ordentligt.

Det bur­de for­by­des at påvir­ke børn reli­gi­øst før de er 21. Et sådant for­bud har nok ingen gang på jord — uden at jeg skal for­sø­ge at være mor­som. Men jeg kun­ne nu godt tæn­ke mig at for­æl­dre bur­de for­by­des at indok­tri­ne­re deres børn religiøst.

Jeg kend­te ikke nogen bor­ger­li­ge før jeg mød­te min mode­rat bor­ger­li­ge klas­se­kam­me­rat og ten­nis­mak­ker i gym­na­si­et i start-70’erne. Jeg var så for­vir­ret poli­tisk, at jeg meld­te mig ind i både den soci­a­li­sti­ske og den bor­ger­li­ge gym­na­si­a­stor­ga­ni­sa­tion. Kun­ne ikke helt se at der var en mod­sæt­ning. Vil­le ger­ne være ven­ner med alle.

Jeg syn­tes ikke jeg kend­te nogen fra den over­klas­se jeg men­te var ond og usym­pa­tisk. Jeg hav­de ingen nega­ti­ve ople­vel­ser fra den onde klas­se, så jeg hav­de jo fak­tisk ikke noget at ha det­te, sådan binæ­re, sam­funds­syn i. Jeg var rød for­di alle jeg kend­te også var røde. Man skul­le være rød for at bli­ve accep­te­ret i stort set alle grup­per man ind­gik i. I dag behø­ver man ikke være rød, selv­om det klart hjæl­per, og selv­om der sta­dig er et vold­somt, rødt grup­pe­pres i vis­se mil­jø­er. Den uchar­me­ren­de into­le­ran­ce fin­des i høj grad sta­dig på venstrefløjen.

Film­se­ri­en Olsen-ban­den og tv-seri­er­ne Mata­dor og Huset på Chri­sti­ans­havn begynd­te i 70’erne. Roskil­de Festi­val blev afholdt for før­ste gang i 70’erne, Så på ver­dens­sce­nen var 1970’erne et utro­ligt spæn­den­de årti.

Det inte­gre­re­de elek­tro­ni­ske kredsløb blev opfun­det man­ge år tid­li­ge­re, men blev først sat i mas­se­pro­duk­tion i 1970’erne. I 1975 lær­te vi i Dan­mark det nye ord “chip” som var en ny beteg­nel­se for det ny, smar­te, inte­gre­re­de kredsløb med først hund­re­de­vis, sene­re tusin­der og mil­li­o­ner af tran­si­sto­rer. Min gym­na­sie­ven Krik­ker køb­te i 1973 en hund­e­dyr lom­me­reg­ner med chips i, og den skul­le betje­nes med “omvendt polsk nota­tion”, noget besvær­ligt noget, som nuti­dens lom­me­reg­ne­re til en flad tyver ikke er tyn­get af. De fle­ste af os andre i gym­na­si­et måt­te nøjes med reg­ne­stok­ken og bly­ant og papir. Krik­ker var tek­no­lo­gisk leder i 2.y på Søborg Gymnasium. 

I øvrigt blev Micro­soft og Apple også grund­lagt i 70’erne.

Enhver dan­skers opvæk­står står nok som noget sær­ligt på den per­son­li­ge front. Jeg synes i dag at min ung­dom på man­ge måder var sær­ligt spæn­den­de, men den­gang tro­e­de jeg at det var nor­malt at der ske­te så utro­ligt meget på verdensscenen.

Jeg fjum­re­de rundt i 70’erne, blev fær­dig som fol­ke­sko­le­læ­rer i 1985, og frem til nu har jeg arbej­det som avis­bud, post-pic­co­lo, aftenop­fyl­der, Irma-pige (butiksas­si­stent), sygeple­je­vi­kar, fastvagt, hospi­talspor­tør, filmo­pe­ra­tør og bil­let­sæl­ger i en por­no­bi­o­graf, taxi­chauf­før, parkvagt, mate­ma­tik-tutor for nog­le 10.kl.-elever, årsvi­kar, lærer­vi­kar, lærer på et sko­le-/be­hand­lings­hjem, på en efter­sko­le, på et VUC-cen­ter og på et pæda­gogse­mi­na­ri­um. Jeg har været leder af en it-drifts­af­de­ling, arbej­det som it-spe­ci­a­list, og nu arbej­der jeg med at fær­dig­gø­re mit kolo­ni­ha­ve­hus, hvil­ket nok er en af mit livs stør­ste udfor­drin­ger. Mine ti tom­mel­fingre er ikke helt rig­tigt skru­et på. Så det bli­ver byg­get, men det bli­ver ikke hastet igen­nem, kan man roligt sige. Tek­nisk set er jeg nu pen­sio­nist, men sys­ler med nog­le akti­vi­te­ter, der for­hå­bent­lig kan sup­ple­re min i øvrigt spar­som­me pen­sion. Man skul­le ha valgt med hjer­nen og ikke hjer­tet den­gang i 1970erne…

I dag er jeg nok det man kal­der soci­al­li­be­ral, eller liberta­ri­a­ner, som ame­ri­ka­ner­ne kal­der det — libe­ral bety­der jo noget helt andet over the­re. Stort set det mod­sat­te af hvad det bety­der i Dan­mark. Jeg føler mig tæt­te­re på den kol­lek­ti­vi­sti­ske, dan­ske tan­ke­gang end fx den indi­vi­du­a­li­sti­ske, ame­ri­kan­ske. Men fle­re af mine ven­ner anser mig for at være helt utro­ligt høj­re­o­ri­en­te­ret. Når det kom­mer fra dem ser jeg det som et adels­mær­ke. Jeg er meget, meget langt fra at være dansk soci­a­list i dag, men sprin­get til egent­lig libe­ra­lis­me med total mar­keds­sty­ring er alli­ge­vel stort.

Jeg er ikke til­knyt­tet noget poli­tisk par­ti i Dan­mark. Jeg synes ikke rig­tigt der er nogen der lige ram­mer det jeg tror på. Sådan er der nok man­ge der har det. Men på valg­da­gen fin­der jeg nu nok noget at stem­me på, især for at de røde ikke skal få fler­tal og regeringsmagten.

Jeg har stemt LA i nog­le år efter­hån­den. Som de fle­ste andre nok også har det — så bety­der det ikke at jeg er enig i alle dele af par­tiets politik.

Pri­vat er jeg meget tæt på min søn og svi­ger­dat­ter og deres to børn. Den mind­stes alder tæl­les end­nu i måne­der, så ind­til vide­re har især den sto­re pige til­kæm­pet sig en helt sær­lig plads i mit hjer­te, og når jeg hver vin­ter for­sø­ger at kom­me væk fra det dan­ske øv-vejr og til var­me­re bred­degra­der, så er det hver gang en grun­dig over­vej­el­se: Hvor læn­ge vil jeg und­væ­re fami­li­en og især børnebørnene?